Strejf af storhed

On 08/04/2013 by anuuna

Nanook live i Katuaq, 5. april 2013. Foto: Katuaq

Af: Thora H. Nielsen

Foyeren var fyldt helt op til bristepunktet, da musikgruppen Nanook holdt koncert i fredags i Katuaq. Blåligt skær lyste den store scene op, hvor de skulle spille. Det store hvide filmlærred omkranset af to store sorte tæpper med musikgruppens kendetegn af Thulemændsmotiver, der holder et spyd hver, var rullet ned bag scenen.

Bandet holder altid kortene tæt ind til kroppen før en koncert og udtaler sig aldrig om deres spilleliste eller fortæller i detaljer om deres planer. De har kun fortalt, at de ville spille kendte og et par nye sange under koncerten. Men publikum har lært, at de altid kommer med overraskelser og gør noget ekstra ud af koncerterne. Det var derfor et forventningsfyldt og spændt publikum, der var mødt op i Katuaq. Udenfor stod en masse mennesker, der ville ind. Selv piger i 12-års alderen prøvede at komme ind, men manglede voksne, der kunne ledsage dem. Det tegnede et billede af, at her var et populært band, der skulle spille i løbet af aftenen.

To mænd i hvide anorakker, isbjørneskindbukser, sortmalede ansigter med et spyd i hånden indtog scenen kl. 23.13 og stod der helt stille og kiggede ud mod horisonten, som er publikum. Instrumental musik fyldte rummet og gav publikum et indblik i, hvad der ventede dem i løbet af koncerten. Så kom bjørnene over alle bjørne op på scenen og bragte publikum i ekstase.

De lagde ud med sangen ”Kisimiinneq”, som kan versioneres til ”ensomhed”. Den er min favorit over alle Nanook-sange og er skrevet af den ene forsanger Frederik K. Elsner, da han var på uddannelse i Danmark i sine unge dage. Sangen har dystre undertoner, da teksterne blandt andet indeholder ord som fortvivlelse og kors, mens de kompromisløse guitarspil giver lytteren håb om nærvær. Og da han sang den med hjertet oppe i stemmen, var der ingen vej tilbage hos publikum; man overgav sig.

– Jeg så forsangernes forældre derovre blandt publikum, det må være stort at se deres børn på scenen og give publikum den oplevelse. Jeg ville have været stolt af dem, sagde kvinden ved siden af mig.

Den anden forsanger Christian K. Elsner døjede med halsbetændelse, da undertegnede mødte ham til lydprøven om eftermiddagen. Han beroligede dog med, at stemmen nok skulle holde til aftenens koncert. Og søreme om den gjorde. Christian K. Elsner med sin rå og barske stemme satte tempoet op med ”Timmissat taartut”, som betyder mørke fugle og løftede stemningen. Publikum i flere generationer kom i ekstase og sang med. På lærredet bagved kørte bandets musikvideo, mens lysene skiftede farve alt efter tempoet.

– Wow, de bliver bare bedre og bedre med årene, hvor er det fantastisk, råbte en kvinde i 50-erne og hoppede og dansede af glæde.

Det var et veloplagt band, der forstod at udtrykke deres glæde over musikken, en glæde, der smittede af på publikum. Er man ikke fan før koncerten, er man det i hvert fald efter koncerten. Hans Rosenberg, der kan fejre 40 års jubilæum som trommeslager næste år, fangede min opmærksomhed. Han har tidligere spillet sammen med musikeren og kulturprismodtageren Ole Kristiansen fra Aasiaat og det kendte Nuuk-band fra de glade firsere ”G-60”. Han er en gråhåret temperamentsfuld trommeslager og med sin store erfaring viste han alle, hvordan trommestikkerne skulle holdes og bruges til stor glæde hos publikum.

– Nuuk nuan, Nanook nuan! Råbte en glad kvinde.

Mads Røn på keyboard har været med siden bandets opstart. Han er en af de bedst bevarede hemmeligheder hos Nanook. Han er en stille og rolig type, der holder sig udenfor rampelyset. Men han er altid i godt humør under koncerterne og tog alle med storm, mens han dansede og hoppede med til sangene. Bassisten Andreas Otte, der forsker i den grønlandske populærmusik udførte en kraftpræstation på sin bas. Det var ikke til at undgå at se det, her spillede en rigtig musiker, som fulgte sin egen rytme og puls. Hans hår var bundet op i en knold i nakken, de truede med at rive sig løs, når de følsomme toner slog an, han gav sig fuldt ud til sin musik. Man skal være tonedøv og blind, hvis man ikke kunne lide det man så og hørte. “Music and rhythm find their way into the secret places of the soul”, har den store græske filosof Plato sagt og det må man sige, det passede perfekt ind her. Gruppen leverede 24 sange den aften og klarede dem alle til alles tilfredshed.

Nanook har ikke planer om at give flere koncerten i byen, indtil de udgiver et nyt album næste år. De rejste videre til Nanortalik dagen efter for at holde en koncert. Nanortalik er forsangernes hjemby, hvor de er født og opvokset. Byens navn betyder ”et sted med isbjørne”.

Nanook er for alvor trådt ind i det høje professionelle niveau. Jeg giver dem fem flotte stjerner ud af seks mulige. Alt i alt en fantastisk koncert, qujanarujussuaq!

Nutaarsiassaq oqaaseqarfigiuk / Skriv en kommentar